Til ære for…

Igår havde min fantastiske morfar fødselsdag, hele 75 år blev han. Jeg fejrede, sammen med resten af familien, ham dog i mandags, da det var helligdag, og lidt nemmere nu hvor alle havde fri. 🙂

Min morfar bor på plejehjemmet, hvor jeg også arbejder, så jeg havde tilbragt hele dagen med ham og set hvor glad han var. Han vidste dog ikke selv, at han havde fødselsdag, da han er meget dement, men derfor skal han ikke snydes for hele den sædvanlige omgang med boller, lagkage, kaffe og gaver. 🙂
Jeg havde frygtet lidt, at alle de gæster, der krævede hans opmærksomhed, ville blive for meget for ham, men han klarede det godt og vi havde en fantastisk dag og det varmede i mit hjerte at se ham så glad. 🙂

Før jeg fik arbejde på plejehjemmet, besøgte jeg ham sjældent, fordi jeg havde svært ved at se ham sådan, som “en anden”, fordi han ikke er som han plejer, på grund af hans demens. Jeg tænkte tit “jamen han kan alligevel ikke huske hvem jeg er, så hvorfor så komme? Det er jo ikke for hans skyld jeg er der”.
Og nej, det er i og for sig nok rigtigt nok. Det er ikke for hans skyld – det er for min egen skyld. Måske både min dårlige samvittigheds skyld, men måske også fordi – hvordan vil jeg have det den dag han forsvinder? hvordan ville jeg selv have det, hvis jeg endte på plejehjem og min familie “glemte” mig?
Det kan være svært at acceptere, fordi man jo netop kan komme til at sammenligne personen, med hvordan de var engang.

Jeg elsker min morfar utroligt højt & jeg er så glad for mit arbejde på plejehjemmet, for jeg får lov til at være sammen med ham næsten hver dag, følge hans op og nedture, se hans glade smil og blive ramt af hans daglige drillerier. Jeg kan tit tage mig selv i at kigge på ham, med et smil på mine læber, fordi jeg tænker tilbage på alle de ting vi gjorde sammen. 🙂 Det kan godt være, at han ser mig som rengøringsdamen eller en medhjælper, men det gør ikke så meget, for jeg er en del af hans liv og jeg ved han har det godt i hans verden! Og det er det vigtigste for mig 🙂

Husk – at se jeres kære, mens de stadig er på denne jord, man ved aldrig hvornår de forlader den 🙂